Forebyggelsespakker for bygge- og anlægsvirksomheder
Mindre bygge- og anlægsvirksomheder med 1-9 ansatte kan søge om gratis hjælp til at forbedre arbejdsmiljøet.
Gennem Forebyggelsesfonden kan virksomhederne søge om tilskud til forebyggelsespakker, som sigter mod at forbedre arbejdsmiljøet og fremme sundheden på arbejdspladsen både på kort og længere sigt.
En forebyggelsespakke er et på forhånd fastlagt forløb, som det tager virksomheden ca. 3-6 måneder at gennemføre. Indholdet i pakkerne afspejler de arbejdsmiljøproblemer, som mindre virksomheder i branchen typisk har behov for hjælp til at løse.
Virksomheden får hjælp til at gennemføre pakken fra en medarbejder fra Arbejdstilsynet, og der ydes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Der gives også tilskud til eventuel leje af materiel.
Der kan søges om to forskellige pakker:
Tunge løft: Få styr på de tunge løft
Undgå de mange tunge løft, som fører til, at kroppen bliver hårdt belastet og slides ned.
Få kendskab til relevante tekniske hjælpemidler, og hvordan I planlægger brugen af hjælpemidlerne ved kortere og længerevarende opgaver. På den måde kan brugen af tekniske hjælpemidler blive en naturlig del af jeres hverdag. Det kan betyde, at I fx får mindre ondt i ryggen, bliver mindre trætte og mere tilfredse med arbejdet.
Planlægning: Mindsk skader og nedslidning med bedre planlægning
Få nye metoder til at planlægge jeres byggeopgaver, så arbejdsmiljøet bliver tænkt ind fra starten. Det vil mindske risikoen for skader og nedslidte medarbejdere. Få også ideer til at tænke arbejdsmiljøet ind i jeres daglige planlægning af arbejdet.
Ansøgning
Virksomheder kan ansøge digitalt på Forebyggelsesfondens hjemmeside. Læs mere om pakkerne, og hvordan du søger på:
http://www.forebyggelsesfonden.dk/bygge-og-anlaeg.html
Senest revideret den 11. januar 2011
Ansvarlig for siden:
Jacob Munk