Støjskader

Støjskader er udbredt i byggebranchen.

 

Antallet af anmeldte høreskader inden for bygge- & anlægsområdet svinger fra år til år og varierer desuden mellem delbrancherne, men tendensen for området som helhed er stigende, og støj er fortsat den næsthyppigste årsag til anmeldte arbejdsskader i branchen.

 

Hørenedsættelse

Udsættelse for støj over 80 dB(A) kan give kronisk hørenedsættelse. Med alderen sker der generelt en gradvis forringelse af hørelsen. Arbejder du i støjende omgivelser forstærkes denne forringelse eller du kan få en egentlig arbejdsbetinget støjskade.

 

Støjskader kan også opstå akut efter enkelte udsættelser for meget kraftig støj, men ofte er det lang tids daglig udsættelse, der giver skaden – hørelsen slides og skaden kommer snigende.

 

Hvor stor risikoen er, hænger både sammen med styrken eller effekten af støjen og den tid man udsættes for den.

 

Støjskader udvikler sig hurtigst i de første år, man er udsat for støjen, typisk mens man er ung.

 

En hørenedsættelse er kronisk og invaliderende for mange.

 

Ofte går der lang tid før man erkender en hørenedsætelse. Den kan være vanskelig at opdage, da man normalt vil kompensere f. eks ved at skrue op for radioen. En hørenedsættelse begynder som regel i det toneområde, hvor tale og meget musik ligger. Derfor vil tegn på, at en skade er ved at udvikle sig ofte være, at:

  • man oplever det, som om andre mumler
  • det bliver vanskeligt at høre samtale, når der er baggrundsstøj, f.eks. ved møder/selskaber
  • man må ofte bede om at få noget gentaget
  • det er nødvendigt at skrue ekstra op for tv eller radio

 

Tinnitus

Tinnitus er kimen eller susen for ørene, uden at lyden er der. For nogle bliver oplevelsen af lyden så kraftig, at det er et alvorligt invaliderende problem. Tinnitus kan bl.a. opstå efter kraftig støjudsættelse. Tinnitus kan ikke måles og berettiger normalt ikke til erstatning.


Statistik om støjskader. (Excelark).
 

Andre effekter af støj

Kraftig støj nedsætter opmærksomheden, og gør det vanskeligt at høre advarselslyde samt at kommunikere. Det øger risikoen for ulykker. Støj kan desuden ændre åndedrætsrytmen og give forhøjet blodtryk, hvilket belaster og skader organismen over tid. Endelig skal man være opmærksom på brugen af visse opløsningsmidler og samtidig udsættelse for støj kan give en forstærkende virkning.

 

 

Dit navn:
Din email:
Modtagers email:
Besked:
         

Senest revideret den 11. marts 2010
Ansvarlig for siden: Ulla Brund Jensen