At løfte og bære
Det er umuligt at give et klart svar på, om man på en sikker og forsvarlig måde kan løfte en bestemt byrde. Det afhænger bl.a. af byrdens vægt, rækkeafstanden, om man er i god fysisk form, om underlaget er fast eller fedtet, temperaturen og meget mere.
Generelle råd
Derfor er der to generelle råd om løft:
Undgå at løfte og bære mere end højest nødvendigt. Brug kraner, lifte, kærrer og andre hjælpemidler i stedet.
Hvis du er i tvivl, om du kan magte en byrde, så løft den ikke. Inden du løfter, bør du altid vurdere byrdens vægt, om du kan få ordentligt fat med begge hænder, og om du kan løfte i en god arbejdsstilling.
Vurdering af løft
Der er flere forhold, påvirker, hvor meget ryggen bliver belastet ved løft og bæring. Hvorvidt et løft betragtes som tungt og dermed sundhedsskadeligt, afhænger i første omgang af en vurdering af byrdens vægt og rækkeafstanden.
Vurderingsmodellen (løfteskemaet) viser vægtgrænser for 2 forskellige rækkeafstande.
Løft tæt på kroppen er i praksis sjældent muligt, medmindre der fx anvendes bæreseler, og derfor indgår dette ikke i vurderingsskemaet.

Foretages løftet i vurderingsskemaets grønne område, vil løftet som udgangspunkt ikke blive betragtet som sundhedsskadeligt.
Et løft der ligger i det røde område, vil altid blive betragtet som værende sundhedsskadeligt, og kan indebære akut fare for rygskade. Derfor skal der straks træffes foranstaltninger for at imødegå risikoen.
Ligger løftet i det gule område, kan det også være sundhedsskadelig, hvis andre faktorer ud over vægt og rækkeafstand er forværrende for løftet. Løft i det gule område, skal derfor altid undersøges yderligere. I første omgang skal det undersøges om følgende forværrende faktorer er tilstede:
- Foroverbøjning af ryggen
- Vrid eller asymmetrisk belastning af ryggen
- Løftede arme
Hvis der ikke er mindst én af ovenstående forværrende faktorer til stede ved løftet, vil løftet normalt ikke betragtes som sundhedsskadeligt.
Hvis mindst en af ovenstående forværrende faktorer er til stede, skal løftefrekvens og varighed af løftet også medtages i vurderingen - se mere her.
Den samlede løftemængde
Den samlede daglige løftemængde må ikke overskride 10 tons for den enkelte. Grænsen gælder for løft tæt på kroppen og under i øvrigt optimale forhold. Den samlede løftemængde nedsættes til henholdsvis 6 og 3 tons ved løft i underarms- eller 3/4 armsafstand.
Alle løft er en belastning
Et løft kan godt være tungt og belastende, selv om byrden ikke vejer ret meget. Det gælder især, hvis man løfter under knæhøjde eller over skulderhøjde, eller hvis man løfter fra siden, med én hånd, under snævre pladsforhold, på ujævnt og glat underlag eller på stiger og trapper.
Fysisk form og styrke
Risikoen ved et bestemt løft er større hos personer, der ikke har samme styrke som yngre veltrænede personer. Det gælder f.eks. ældre eller tidligere skadede personer. Bemærk der er særlige (lavere) vægtgrænser for unge under 18 år og for gravide.
Når flere løfter sammen
Tunge byrder, der ikke kan håndteres med tekniske hjælpemidler, kan evt. løftes af flere personer. Når flere løfter sammen, stiger risikoen for uventede belastninger, hvis byrden smutter for en af dem, der løfter. Derfor må den enkelte ikke løfte mere end ca. 70% af vægtgrænsen for et enkeltmandsløft.
Vejledninger m.m. fra BAR Bygge & Anlæg
- om At løfte og bære
Senest revideret den 19. januar 2012
Ansvarlig for siden:
Sven Rose