Stilladser og personløftere
Det er lige så sikkert at arbejde på stilladset som på jorden, hvis stilladset er korrekt opstillet. Derfor er der detaljerede regler for, hvordan stilladset skal være udformet, hvordan det skal stilles op og tages ned, og hvordan arbejdet på stilladset skal foregå.
Selve stilladset
Stilladset skal passe til arbejdsopgaven mht. bæreevne, bredde, højde osv. Stilladsdelene skal være uden rust og skader, og de skal samles og monteres, som det er beskrevet i opstillingsvejledningen. Alle regler om opklodsning, rækværk, adgangsveje, afskærming osv. skal overholdes.
Opstilling og nedtagning
Stilladser højere end 3 meter må kun stilles op og tages ned af folk, der er uddannet til det. Det gælder både facade-, bukke- og rullestilladser. Man bør undgå at håndtere stilladsdelene manuelt: Brug altid truck til at læsse delene af og på bilen og brug el-hejs, når stilladset skal stilles op. Når stilladset er færdigmonteret, skal der anbringes en ibrugtagningstilladelse ved alle adgangsveje.
Arbejdet på stilladset
I må aldrig stå på kasser, bukke, stiger el. lign. oven på stilladsgulvet. Hvis der skal bruges en mekanisk hejs på stilladset, skal det være ekstra afstivet og fastgjort. Ved tagarbejde skal stilladset være tæt afdækket ved øverste dæk, og der skal være en afskærmning, som med sikkerhed kan standse en person, som skrider ned ad taget. Ved rullestilladser skal alle hjul være bremset under brug. Ryd op og hold orden, så I ikke snubler over materialer, affald osv.
Specielt for personløftere
Personløftere må kun betjenes af personer over 18 år, som har fået en forsvarlig instruktion. Der skal være en ’dødemandsknap’ på platformen, og normalt også en fodmand, som kan sænke platformen i nødstilfælde. Brug sikkerhedssele og sikkerhedsline på platformen. Personløft med kran og gaffeltruck må normalt kun ske, hvis det er godkendt af Arbejdstilsynet.
Specielt for hejsestillinger
Hejsestillinger skal være typegodkendt eller specielt godkendt af Arbejdstilsynet. Der skal være en journal, som dokumenterer, at hejsestillingen er godkendt, belastningsprøvet og vedligeholdt efter reglerne.
Elevatorer og byggehejs
I planlægningen af byggeriet bør man vurdere, om der er brug for en elevator til personer og materialer eller en byggehejs/skråhejs til materialer alene. Elevatorer og byggehejs må kun stilles op af særligt uddannet personale. Der skal være et tydeligt skilt på ladestedet og i stolen med den højest tilladte vægt, samt om hejsen må bruges til persontransport.
Se mere i Håndbogen - kapitel 3 om stiger, personløftere og elevatorer.
Vejledninger m.m. fra BAR Bygge & Anlæg
- om Stilladser og personløftere
Senest revideret den 19. januar 2012
Ansvarlig for siden:
Sven Rose