Mulige skader

En række af de stoffer og materialer, som bruges i byggeriet, kan give eksem, allergi, lungesygdomme, forgiftninger eller kræft gennem indånding eller ved kontakt med huden.

 

Indånding

En række kemiske stoffer og visse former for støv kan give alvorlige og uhelbredelige sygdomme i lungerne – bl.a. silikose, asbestose, astma, kronisk bronkitis. Nogle stoffer, som fx organiske opløsningsmidler, kan optages gennem lungerne og skade hjernen og organerne.

 

Kontakt med huden

Eksem på hænderne og kroppen opstår især gennem kontakt med chrom i cement, nikkel i metalgenstande, epoxy i maling, lim og fugemasse, samt opløsningsmidler og rengøringsmidler. Nogle stoffer som fx toluen og xylen kan trænge ind i kroppen gennem huden og give forgiftninger.

 

Risiko for kræft

Nogle kemiske stoffer giver risiko for kræft. Som regel bliver risikoen større, jo højere koncentration af stoffet man bliver udsat for. Kræftfremkaldende stoffer skal som udgangspunkt erstattes med stoffer, som er mindre farlige. Hvis de alligevel skal bruges, skal de altid forsynes med en arbejdsplads-brugsanvisning.

 

Forebyggelse

Den bedste forebyggelse er helt at undgå at bruge de farlige stoffer ved at bruge andre arbejdsmetoder eller ved at skifte dem ud med mindre farlige. Hvis det ikke er muligt, skal arbejdsprocessen kapsles ind, og de skadelige stoffer skal fjernes med udsugning. Hvis det heller ikke er tilstrækkeligt, skal man bruge personlige værnemidler – men det er en nødløsning.


Se mere i Håndbogen - kapitel 2.

Dit navn:
Din email:
Modtagers email:
Besked:
         

Senest revideret den 19. januar 2012
Ansvarlig for siden: Ulla Brund Jensen